Fra rodløs lømmel til succesfuld selvstændig

30 dages fængsel sendte Rasmus Benjamin på vej mod succesen som selvstændig kunstner

Om Rasmus Benjamin

28 år gammel

Ejer og driver Arrogant Studio med 2 medejere

Bor i 300 m2 lejlighed i Vejle.

Kører Jaguar F-Type

Har 180.000 følgere på Facebook og knap 50.000 på Instagram.

Find ham på Arrogantstudio.com og @creativesoul

En måned i fængsel fik Rasmus til at få øjnene op for, hvad der er vigtigt i hans liv.

– Det er fandeme ikke noget, jeg skal igen! Der er ikke noget ballade, som er 30 dage af mit liv værd. Men jeg fik en virkelig flot hjemmeside ud af det, siger Rasmus.

Efternavnet er Benjamin, og den nu 28-årige mand har langt mere at miste end den iMac, han fik lov at tage med sig bag tremmer. De 30 lange aftener alene i cellen uden internet var dog guld værd for hans jagt på en praktikplads, da han kom ud.

I dag har Rasmus stor succes med sin virksomhed Arrogant Studio – ikke mindst takket være hans tilstedeværelse på internettet. 178.000 mennesker fra hele verden følger ham og hans virksomhed på Facebook – på Instagram er det 47.000 (@creativesoul).


Sov i erhvervsøkonomi
 

For 10 år siden var der hverken Jaguar, følgere eller særligt mange penge i Rasmus’ liv. Han gik på handelsskolen i Vejle, men passede slet ikke ind. Alligevel endte han med at bruge godt to år på skolen.

– Alle de andre skulle på handelsskolen. Det var også der, der var flest søde piger den gang. Men jeg spillede computer i timerne og gik kun op i at vælge de flotteste skrifttyper og forsider til gruppeopgaverne. Andet interesserede mig slet ikke, siger han. Helt anderledes så det ud, da Rasmus opdagede uddannelsen i grafisk design på Designia i Kolding. En kort bustur væk lå de gode karakterer og ventede på ham. Men selvom Rasmus havde interessen for faget, endte han med at blive smidt ud i løbet af praktikperioden på grund af sit høje fravær.

– Hvad fanden skal jeg så med mit liv? Nu var den grafiske vej også lukket for mig. Men tilfældigt fik jeg så at vide, at reklamebureauet Superego manglede én grafiker, siger han.

Bureauet var egentlig på udkig efter en erfaren art director, som kunne løse de helt store opgaver. Men Rasmus fik trods sin manglende erfaring solgt sig selv ved at bede om en opgave, som han løste over fire intense dage. Sådan fik han sig en læreplads.
 

Fik inspiration fra kollega
 

Rasmus hentede de første 100 plakater i juli 2014. Det var nogle rå designs, men inspirationen kom fra et meget blødere univers. Kollegaen Peter Holst havde fundet på at designe børneplakater under navnet Filibabba – som siden er blevet et internationalt designbrand.

– Jeg kunne høre, at der var lidt salg i deres børneplakater, og det gjorde mig nysgerrig på, om jeg selv kunne tjene lidt ekstra ved siden af min løn. Så jeg brugte de 5.000 kroner, jeg havde på en aftale med Nets og de første print, siger Rasmus.

Under sin første julehandel blev han overrasket over at sælge plakater for 15.000 kroner. Januar 2015 solgte han endnu mere. Og pludselig var det hverdag for ham at sælge plakater uden for Danmark. Som nyuddannet gik han på deltid, og efter sommerferien i 2015 måtte Rasmus sige sit job op for at følge med i sin egen succes.

– Jeg græd på min sidste dag. Det var vemodigt, men det var samtidigt noget af det bedste at flytte i mit eget kontor og forfølge min egen drøm. Jeg tegnede det selv, som jeg ville have det og fik mig selv sat i egne rammer. Min mor var alene med fire børn, så jeg har aldrig haft noget særligt, siger han. I dag omsætter han for over 150.000 kroner om måneden. Hele salget går stadig gennem Rasmus’ egen webshop, og han står stadig selv for annoncering, ordrehåndtering, pakning og alt det andet.
 

Tilbage til malingen


Rasmus Benjamin malede meget grafitti i sine ungdomsår. Nu er han tilbage til sine rødder efter en årelang ”pause” foran skærmen. Mens de fleste fordøjede julemaden mellem jul og nytår i 2017, fandt Rasmus et stort lærred og gik i gang.

– Jeg begyndte egentlig bare at male for sjov. Men nu har jeg lige solgt et maleri for 35.000 kroner. Der er også en kunde i Polen, som har købt et af mine malerier uden at se det i virkeligheden først. Det er mega fedt, siger Rasmus.

Siden han begyndte på at male igen, har han flyttet både sin egen bolig og sin virksomhed ind i en stor lejlighed centralt i Vejle. Her er der ikke plads til at male, så Rasmus tager stadig i Spinderihallerne, hvor hans første kontor også lå, for at udfolde sig kreativt med pensel og spraydåse.

____________________________
 

" Husk at forfølge dine egne drømme
- ellers kommer du til at arbejde for
andre, der udlever deres. "

____________________________


Gør det, du holder af!
 

Alle kreative vil kunne gøre som Rasmus, mener han. Men det kræver fokus og mange timers arbejde. Hver dag.

– Kunst er et sprog. Så find ud af, hvad du vil med det. Dine venner vil altid ha’ gratis, så tænk ud over dem. Hvis du er kreativ med hånden og er god til at tegne, kan du let bruge 10 timer på at tegne en fed tatovering til din makker. En fremmed person vil betale dig penge for det, hvis du er dygtig. Min forretning er bygget på Facebook og Instagram, hvor det er let at markedsføre mod de målgrupper, som kan lide det, jeg laver – og det kan man tjene penge på siger han.

Rasmus sover stadig til omkring kl. 10 hver dag. Han hygger sig først med at være kreativ fra spisetid til kl. 2 om natten, og på den måde har han alligevel indrettet sig lidt efter normale arbejdstider.

– Jeg får overstået alt det administrative med at svare på mails og sende ordrer til tryk om dagen. Men det er også der, jeg tager pauser i naturen, træner eller får en god frokost, siger han.
Uden at gå meget på kompromis med sin livsstil er Rasmus flyttet i en 300 m2 stor lejlighed (med sine egne plakater og malerier på alle væggene), købt sit andet luksusur og leaset sit livs tredje luksusbil; en Jaguar F-type.

– Det er fedt at være god ved sig selv. Jeg havde en Maserati i 2017. Den bil har jeg været fascineret af, siden jeg var 10. Når man arbejder så meget, som jeg gør, er det også vigtigt at forkæle sig selv ved at opfylde sådanne drømme. Jeg er desværre god til at bruge penge, så det er godt, at jeg nu har nogle partnere, som kan hjælpe med at tjene flere, siger han.
 

Gå i seng med Rasmus
 

I maj 2018 solgte Rasmus 40 % af Arrogant Studio til to investorer – en af dem er hans gamle chef på reklamebureauet. De mere erfarne forretningsmænd skal hjælpe med struktur og udvikling af virksomheden. Til julehandlen i år bliver det for alvor synligt, når Arrogant Studio lancerer en kollektion luksuriøst sengetøj. Inspirationen til plakatdesigns er lige fra begyndelsen kommet fra Rasmus’ ønsker om at have noget maskulint pynt i sit eget hjem. På samme måde finder han inspiration til fremtidige produktioner.

– Jeg vil også gerne lave badeforhæng. Jeg er træt af de billige, som trækker ind til én, mens man er i bad. De skal være tunge, med guldhuller og et lækkert print. Jeg vil aldrig gå ned på kvalitet og være en del af den her ”Royal Copenhagen”- kultur. Det var en gang et helt eksklusivt brand, men er i dag allemandseje og fås nærmest i alle butikker.