Juleeventyr: Den Dag Julen Blev Stjålet

Det var lige før, det slet ikke var blevet jul i bytorvHORSENS i år! Dragen Puff og julenissen Niels havde ellers sørget for en helt ny og ekstra fin juleudstilling med stolte isbjørne. Men en dag havde nogen stjålet den. Her får du den uhyggelige historie, som Puff selv husker den.

Jeg plejer ellers slet ikke at græde. Men nu kunne jeg næsten ikke se nisse-Niels for alle tårerne i mine drageøjne. Julen var væk! Vi var gået helt ned i den hemmelige kælder dybt under bytorvHORSENS for at hente den nye julepynt. Men kælderen var altså tom lige der, hvor det flotte snelandskab med grantræer og isbjørne havde været. Vi kunne ikke engang se et eneste lille stykke gran! Så kan det godt nok være svært ikke at blive ked af det.

Hvert år pynter jeg og Niels op til jul i bytorvHORSENS. Niels siger, at han i hvert fald ikke kom til at græde, men han var nu alligevel ked af det. Det kan jeg godt forstå, for han glæder sig altid til det i månedsvis.

Som shoppingcenter-drage har jeg jo opgaver hele året. Jeg skal dele slik ud til børnene, når vi virkelig skal hygge os. Jeg skal passe på dem, når de leger i mit legeland. Og nogle gange skal jeg endda hilse på kendte mennesker, som kommer på besøg for at spille musik eller bare være kendte.

Derfor har jeg ikke helt så god tid til at glæde mig til jul, som Niels har. For Niels er ikke nogen drage. Han er en ægte julenisse, som kun har ting at gøre i december. Han sover i sin hemmelige hule på loftet af bytorvHORSENS hele foråret og sommeren med. Så han havde jo drømt om vores nye udstilling vildt mange gange!
 

En mærkelig dør
 

PLING PLING PLING, sagde det pludselig.

Vi var lige på vej ud for at fortælle center-menneskerne, at pynten var væk, da min store hale ramte noget i mørket. Nu rullede det væk fra os, så Niels løb, så hurtigt han kunne – og nisser kan løbe meget stærkt!  – ind i kælderens mørkeste hjørne. ”Se! En julekugle… Og en dør!”

Jeg fandt Niels i mørket og ganske rigtigt. Det var en af de flotte kugler fra den nye juleudstilling og en dør, som vi aldrig havde set før. Den var lille og lavet af noget meget hullet træ. Den lignede slet ikke nogen anden dør i hele centeret.

”Skal vi åbne den?” spurgte Niels.

”Måske skal vi lige ve..” svarede jeg, mens Niels hurtigt åbnede døren og trådte et par trin ned ad en trappe.

Det var et mærkeligt rum! Trappen var ikke sådan én, der kører af sig selv. Sådan kan jeg ellers bedst lide dem! Den havde heller ikke almindelige trin. Den var bare hugget ud i jorden. Det her lignede slet ikke en rigtig kælder! Og der var en underlig lugt af noget fælt. Lidt ligesom sure sokker og en gammel madpakke, som har holdt juleferie sammen i din skoletaske. Ad!

Der var så lavt til loftet, at jeg måtte læne mig helt forover for at gå ned ad trappen. Det så næsten ud som om, trappen var hugget ud til sådan én som Niels. For han er jo kun så høj som en god stak pandekager fra Café Bytorv – uden sirup.
 

Juletyven Jimmy
 

For bunden af trappen så vi en rigtig grim, grøn og behåret fyr. Han stod med en bøjet ske i sin ene grønne hånd og en mursten i den anden. Og han så ud som om, han tyggede i luften med sine gule tænder.

”Ud med jer! I larmer helt forfærdeligt!” råbte den grønne sag, som var på størrelse med en nisse. Måske med sirup.

”Vi leder bare efter vores julepynt. Har du set den?” spurgte jeg.

”Nåååh, hehehe. Jamen, velkommen til min hule. Jeg hedder Jimmy, og jeg har passet godt på jeres julepynt. Den ligger lige her bag den fine væg, jeg er ved at bygge. I kan bare tage den.”

Niels og jeg gik om bag muren for at samle julepynten og komme i gang med at pynte. Men lige præcis, da jeg havde fået halen ind bag muren, smækkede den grønne fyr en tung låge for hullet i muren, så vi ikke kunne komme ud igen.

”HVAD LAVER DU?” råbte Niels og jeg i kor.

”Haha, I er da nogle dumme juletosser!” sagde Jimmy og viste endnu mere af sine grimme, gule tænder frem.

Måske var det dem, der lugtede så grimt?

”Nu murer jeg jer inde med det dumme pynt, og så kan jeg få dejlig fred og ro hele december.”

Vi prøvede at sparke til lågen og muren. Jeg daskede endda til den med min hale, så hårdt jeg overhovedet kunne, men det hjalp ikke noget. Vi var fanget!
 

Julens redningsbjørn
 

Nu græd jeg altså igen.

”Hvad gør vi nu med alle børnene? De bliver så kede af det, hvis det ikke bliver jul!”

Jimmy rynkede sine lange, grimme øjenbryn og kløede sig på hagen med sine uhyggelige lange og behårede fingre. Og så byggede han videre på muren.

Niels må være vant til sådan nogle grimme overraskelser fra hundredevis af julemåneder fyldt med drilleri. Han havde allerede fået øje på de nuttede isbjørneunger. De lå gemt inde bag julepynten og var nok bange for ham den grimme, grønne karl.

”Hvor er jeres far, isbjørneunger?” hviskede Niels.

”Det, det, det ved vi ikke,” hulkede en af ungerne. Pludselig bredte der sig et meget stort og snedigt smil på Niels’ læber.

”Skal vi ikke alle prøve at kalde på ham? Måske kan han hjælpe os ud herfra,” hviskede Niels.

Og så lavede han det fineste lille isbjørnekald sammen med isbjørneungerne. Det lyder cirka sådan her;

”MWOOOOH! MWOOOUH!”

Jeg prøvede også lidt, men det lød nok mere som en ko, tror jeg. Med det samme hørte vi tunge trin på trappen, og vi kunne se den store, hvide isbjørn, han hedder Igor, komme løbende.


”WHOOOOOOR er mine børn?” brølede Igor og så meget vredt på Jimmy.

”De er gemt væk. Og nu skal du samme vej! Jeg vil have en december uden skrig og uhyggelige sange. Jeg vil have fred og ro her i min hule. Ind med dig,” sagde Jimmy, mens han viftede med sin ske mod Igor.

VUPTI!

Igor snuppede lynhurtigt skeen ud af hånden på Jimmy og foldede den så let som ingenting sammen til en lillebitte klump. Så tog han fat i Jimmy med begge sine kæmpe forpoter og løftede ham op under hulens loft.

”Neeeeej!” skreg Jimmy og vred sig fra side til side.

Men han kunne ikke slippe fri. Og nu gav Igor ham en kæmpe krammer. For isbjørne er nemlig vildt gode til at give krammere.

”Du hjælper med at pynte ooop!”

brølede Igor, mens han med en enkelt pote skubbede lågen væk fra hullet, så de små isbjørne, Niels og jeg kunne komme fri.
 

En ægte julehader
 

Lidt senere var vi alle oppe på Torvet. Det er så mørkt midt om natten, men det fik vi hurtigt lavet om på med de flotte hvide og blå lyskæder.

Jimmy smilede uden at bide i luften og var faktisk ret god til at pynte op, da han først kom i gang. Jeg tror, at Igors krammer havde gjort ham til en lidt mere glad, grøn fyr.

Vidste du, at der findes anti-julenisser? Det vidste jeg i hvert fald ikke. Men sådan en var Jimmy altså. Han forklarede, at han var blevet ekstra gnaven de sidste 12 år. For efter bytorvHORSENS blev bygget ovenpå hans hule, har han ikke kunnet sove.

Ja, så bliver man jo nemt lidt sur.

Alt det hyggelige i centeret kommer til at lyde vildt uhyggeligt, når lyden har sneget sig hele vejen ned gennem parkeringskælderen, den hemmelige kælder nedenunder og helt ned i Jimmys jordhule.

Så hver gang vi har grinet og sunget med til koncerter eller spillet julesange, har han forestillet sig de mest uhyggelige ting.
 

Endelig jul!
 

Næste dag stod Niels, Jimmy og jeg og gemte os. Juleudstillingen var helt på plads, og alle isbjørnene var samlet med deres flotte rustninger på. Lige om lidt skulle de første børn få lov at se dem. Det var så spændende!

”Her ser jo slet ikke uhyggeligt ud. Hvor er børnene, som får bank og kattene, som bliver revet i halerne?” spurgte Jimmy.

”Der er ikke nogen, der får bank. Og man må slet ikke have katte med herind!” sagde Niels og kløede sig under nissehuen.

Han kunne stadig ikke forstå, hvordan nogen kunne tro noget så forfærdeligt om den søde juletid, som så mange glæder sig til hele året.

Da de første børn kom løbende ned ad gangene, var det helt fantastisk at se. De smilede og fandt hele tiden nye ting, som de ville vise hinanden og deres forældre. Det gjorde os alle helt varme indeni.
 

Juleelskeren Jimmy
 

Nu er det ved at være mange dage siden, at Jimmy både så og hørte de første julesange i hele sit liv – sådan rigtigt. Og nu ved han, at de er hyggelige, når man hører dem oppe i bytorvHORSENS i stedet for dybt nede i kælderen. Og så har han fået sit livs første julegave!

Niels syntes nemlig, det var så synd for Jimmy, at han skulle bo nede i jorden, hvor der både er beskidt og

lyder uhyggeligt. Så han har lavet en hule til Jimmy lige oppe på loftet af bytorvHORSENS – ved siden af sin egen hule.

Hver dag glæder vi os allesammen til at se og høre de glade børn og barnlige julesjæle hygge sig på Torvet. Hvis du kigger godt efter, kan du måske få øje på Niels og Jimmy oppe under loftet et sted.

Og sådan gik det altså til, at Puff og Niels alligevel fik pyntet op til jul – endnu flottere og hyggeligere end nogensinde før – og denne gang gik det faktisk hurtigere, fordi Jimmy og isbjørnene hjalp til og GLÆDEDE sig til jul.

 

Kærlige julehilsner
fra Puff,
Niels,
Jimmy og
isbjørnene