Design Marked med Passion

Design Marked havde præmiere sidste forår, og nu gentager vi successen og sætter fokus på design og kreativitet - denne gang i forbindelse med Late Night shopping i Horsens by.

På markedet kan du møde en masse dygtige designere med en bred palette af forskellige produkter - lige fra tøj og smykker til interiør, illustrationer og hudpleje.

 

Tid & Sted

Markedet afholdes på 1. sal.

Fredag d. 29. marts (Late Night): 12.00 - 22.00
Lørdag d. 30. marts: 10.00 - 16.00

 

Designerne du kan møde

 

MY POCKET OF TIME
Taknemmelighedsdagbogen, Dagens Fokusord, puslespil, hæfter og farv-selv kort.

Med My Pocket of Time hylder Cathrine Sørensen nærværet i en digital hverdag.

Er kun på Design Marked fredag d. 29. marts.
 

CURVES BY H&L
Tøj til kvinder med kurver.

Hos Curves By H&L er der fuldt fokus på den individuelle kvindes behov samt øje for, at tøjet også skal være så behageligt som muligt. Man kan sagtens være komfortabel, kurvet og moderne på samme tid.
 

METTE LÖWÉN
Illustrationer.

Helt fra barn har Mette haft en forkærlighed for det dystre og alternative som Tim Burton og Guillermo Del Toros universer krydret med et tvist af den japanske tegneseriekultur.
 

ANNE GODSK
Illustrationer.

Anne Godsks plakater er summen af mange års lyst til at tegne, designe og skabe illustrationer af steder, eventyr og stemninger.

 

 

MADE BY MALLE
Planter.

Made by Malle er en rullende blomsterbutik, som kører rundt til torvedage, markeder og private hjem med sæsonens smukke planter, afskårne blomster og potter.
 

CEEMS
Illustrationer.

Personlig indretning er en af nøgleværdierne hos ceems, som tilbyder enestående kvalitetsplakater med smukke illustrationer, der leger med ords betydning.

Er kun på Design Marked fredag d. 29. marts.
 

MISS-CANTIK
Smykker.

Miss-cantiks sortiment er en skøn blanding af klassiske sølv- og guldsmykker til farverige håndvævede boho style armbånd og perler.
 

VØLVE
Hudpleje.

Vølve er håndlavet hudpleje af høj kvalitet. Alle produkterne er nænsomt fremstillet af kyndige hænder og med respekt for naturen og det enkelte individ.
 

 

NORDISK SALTSKRUB
Hudpleje.

Da Nordisk Saltskrub sætter miljø, økologi, æstetik og bæredygtighed højt, er alle deres produkter uden parabener, tilsætningsstoffer eller andre hormonforstyrrende stoffer.
 

JESPER SAND
Interiør og belysning.

Jesper Sand er Designer mDD og arbejder primært med formgivning af belysning, redskaber, boligtilbehør og skulpturer.
 

PHUC VAN DANG
Tøj.

Phuc er født i Vietnam og opvokset i Danmark. Han har en bagrund som grafisk designer og arbejder i krydsfeltet mellem design, kunst og kultur. Hans multikulturelle baggrund kommer virkelig til live i hans værker, der er en skøn sammensmeltning af to verdener. Phuc brænder for Street Art – hvor han skaber moderne fabler i fabulerende  figurative fortællinger, som beskueren kan reflektere over. Der er ikke kun tænkt over designet i Phuc Van Dangs værker, der alle bærer hans unikke streg og fortælling – der er tænkt over hver en detalje og materialevalg. Phuc har udstillet i New York, Saigon, Barcelona, Tokyo og flere steder i Danmark.

Phuc deltager på markedet med kimonoer udviklet i samarbejde med Curvy Copenhagen.
 

CURVY COPENHAGEN
Tøj til kvinder med kurver.

Curvy Copenhagen er et dansk plus size brand - customized for Curves. Alle materialer og print er håndplukkede på markeder i Vietnam. Hver style er produceret i et begrænset antal og er derfor limited edition. Curvy Copenhagen laver statment pieces til din garderobe.

Designeren bag brandet, Sidsel Stokholm, er ligesom Phuc en af iværksætterne bag Design Marked.

 

 

TrÆls
Møbler.

Alle TrÆls' produkter er produceret på en bæredygtig baggrund. TrÆls tænker cirkulært i den måde, de producerer deres produkter på, det vil sige, at de bruger alt fra gamle materialer til rest- og overskudstræ, engangspaller, spildtræ, nedrivningsmaterialer med mere. Alle møbler er derfor unikke og har hver sin historie. Det ses bl.a. i produkternes rå og maskuline udtryk, samt i genanvendelsen af træets naturlige form.
 

NANNA FJORD JEWELRY
Smykker.

Nanna Fjord Jewelry er et dansk smykkebrand startet af Nanna Fjord 2011. Virksomheden drives i dag af Nanna Fjord og Caroline Ruby fra deres værksted på Sydsjælland. Nanna Fjord Jewelrys designs har enkelt og elegant skandinavisk udtryk, som fungerer på tværs af trends, aldre og stil. Alle smykkerne er designet og produceret i Danmark på eget værksted. Materialerne er rent sterling sølv kombineret med ferskvandsperler og naturlige sten.
 

ANNA LUND KERAMIK
Keramik.

Anna Lund Keramik byder på smukke vaser, skjulere og skåle med et enkelt udtryk, der er tænkt og formgivet i det lille værksted i Horsens. Alle dele er drejet, modelleret og glaseret i hånden, hvilket gør hver enkelt ting unik.
 

ENOUGH
Smykker.

Enough er et univers af håndlavede smykker designet af Helle Østergaard. Smykkerne er inspireret af Helles mange rejser og ophold i Indien, hvor de alle fremstilles i hånden i sterlingsølv og micro plated med 18K guld. De er desuden besat med ægte sten i skønne farver. Missionen er at skabe noget unikt og smukt sammen med de familier, der er en del af deres univers. 

 

 

TINY TAILS
Illustrationer.

Bag Tiny Tails står de to søstre, Sofie Anker og Line Anker. Sammen har de illustreret og designet et legesygt dyreunivers, som går igen i alle deres plakater. I deres arbejde har de især fokus på smukke farver, bløde former og illustrationer, der virkelig taler til børns fantasi og lyst til historiefortælling. Deres sortiment tæller bogstavplakater, navneplakater, cirkusplakater, indianerplakater, transportplakater og seneste en plakatserie med børnesange: ‘Elefantens Vuggevise’, ‘Mariehønen Evigglad’ og ‘Jeg ved en Lærkerede’. 


DANSKE BRUD
Smykker.

Hos Danske brud skæres smykker ud af gammelt porcelæn. Udvalget er meget bredt med fokus på forskellige designperioder. Virksomheden tager sit udgangspunkt i amatørarkæologi, hvilket betyder, at smykkerne lavet af lervarer fra 1600-tallet og frem til 1980.


BY KARLSEN NORD
Skind-accessories.

BY KARLSEN NORD er et dansk mode brand, som designer skindtasker og accessories med rødder i den skandinaviske designkultur, hvor de største inspirationskilder er den nordiske natur og det specielle lys, der findes i Skandinavien. Der er fokus på skind af høj kvalitet og gode detaljer, som understreger de minimalistiske linjer. Målet er at skabe tasker og accessories, hvor design og kvalitet møder hinanden i langtidsholdbare styles, som vil kunne bruges sæson efter sæson.

Er kun på Design Marked fredag d. 29. marts.